07. september 2026

|

Pressemeddelelse

Rødovre rykker markant frem i DI’s måling af lokal erhvervsvenlighed

Rødovre springer 22 pladser frem i DI’s måling af lokal erhvervsvenlighed, hvor især dialogen med kommunen, sagsbehandlingen og de digitale erhvervsservices får bedre vurderinger fra virksomhederne.

Rødovre rykker markant frem i DI’s måling af lokal erhvervsvenlighed
Af: DI Hovedstaden | Foto: DI Hovedstaden

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Rødovre Kommune går markant frem i DI’s undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed 2026. Kommunen placerer sig som nummer 41 ud af 91 kommuner mod nummer 63 sidste år.  

"Rødovre har leveret en positiv fremgang i årets undersøgelse. Det er særligt glædeligt, at virksomhederne oplever forbedringer i både dialogen med kommunen, arbejdet med arbejdskraft og den kommunale sagsbehandling. Det viser, at en målrettet indsats kan gøre en reel forskel for virksomhedernes hverdag," siger Peter Lanng Nielsen, bestyrelsesleder i DI Hovedstaden.

Særligt virksomhedernes vurdering af kommunens formidling af væsentlig information er forbedret markant. Her er Rødovre gået fra en placering som nummer 39 til nummer 23. Kommunens digitale erhvervsservices er ligeledes forbedret, og Rødovre placerer sig nu som nummer 14 på området.  

Kommunen ligger dog i bunden når det kommer til arbejdet med konkurrenceudsættelse af kommunale opgaver, hvilket går den gale vej. Derfor går kommunen glip af et væsentligt uforløst potentiale.  

"Rødovre har et godt afsæt for at fortsætte udviklingen. Det er vigtigt, at kommunen fastholder fokus på den gode dialog og den smidige sagsbehandling men også arbejder videre med de områder, hvor virksomhederne efterlyser forbedringer. Det gælder blandt andet samarbejdet med private leverandører og fortsat adgang til kvalificeret arbejdskraft," siger Peter Lanng Nielsen. 

Virksomhederne i Rødovre peger især på brug af private leverandører, arbejdskraft, uddannelse samt infrastruktur og transport som de områder, som kommunen bør prioritere højest for at styrke virksomhedernes vækstmuligheder.  

DI’s undersøgelse bygger i Rødovre på svar fra 71 virksomheder. Besvarelserne repræsenterer mindst 1.738 arbejdspladser, svarende til 13 pct. af den private beskæftigelse i kommunen. 

 

Fakta om Lokal Erhvervsvenlighed 2026 

  • Lokal Erhvervsvenlighed er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvilkår og gennemføres af DI for 17. år i træk. 

  • Undersøgelsen bygger på samlet set 41 indikatorer der dækker både statistiske indikatorer og virksomheders besvarelser af en række spørgsmål. 

  • I 2026 har 7.789 virksomheder svaret – både DI-medlemmer og ikke-medlemmer fra brancher som DI repræsenterer. 

  • Resultaterne er opdelt i fire kategorier, som hver vægter 25% i den samlede vurdering. 

  • 91 af landets 98 kommuner indgår. Dragør, Fanø, Langeland, Læsø, Samsø, Vallensbæk og Ærø kommuner er udeladt, fordi der ikke er nok svar. 

Nøgleord
Erhverv
Event Information