Der er blevet målt, skåret og justeret på millimeteren de seneste uger, hvor 122 tømrerlærlinge har kæmpet med grater, halvvalme, kviste og beklædning som en del af deres svendeprøve på NEXT Tæbyvej.
Fem dage har de haft til at få træet til at lystre og samlingerne til at gå i ét, og når det sidste søm er slået i, er det ikke kun svendeprøven, der er slut. Det samme er en epoke for tømreruddannelsen på Tæbyvej.
For når lærlingene bliver tømrersvende den 24. september og kan fejre, at de er færdige med deres uddannelse og får overrakt deres svendebrev, er det samtidig det sidste kuld tømrersvende, som aflægger prøven i Rødovre.
Kort efter flytter uddannelsen til Hovedstadens Håndværkercampus i Glostrup. Tidligere blev der på de 94.000 m², som var ejet af Kopenhagen Fur, sorteret op mod 28 mio. pelsskind om året.
Nu kommer bygningerne i stedet til at huse en række erhvervsuddannelser, heriblandt snedker-, murer- og brolæggeruddannelsen, men tømrereleverne bliver de første, der flytter ind mandag den 28. september.
Også dele af NEXTs efteruddannelser og skoleoplæringen flytter på sigt ind på Hovedstadens Håndværkercampus. Med tiden er planen, at ca. 1.500 elever, lærlinge og kursister bliver samlet på adressen.
En skole med traditioner
Uddannelsesleder for tømreruddannelsen på NEXT Tæbyvej, Jakob Majvig Andersen, ser frem til de nye rammer, men erkender samtidig, at flytningen vækker følelser.
Vi glæder os rigtig meget til at komme ud på Hovedstadens Håndværkercampus og tage de nye lokaler i brug. Men der er selvfølgelig også noget nostalgisk over, at vi nu siger farvel til Tæbyvej. Det er en adresse, der har været en del af tømreruddannelsens historie i rigtig mange år, siger han
Tæbyvej har i over 60 år dannet ramme om tømreruddannelsen og er dermed en af landets ældste tømrerskoler. Derfor bliver flytningen også mere end blot et skifte af adresse.
Det er på mange måder begyndelsen på en ny epoke. Vi tager en masse erfaring og traditioner med os, men samtidig får vi nogle helt nye muligheder på Hovedstadens Håndværkercampus siger Jakob Majvig Andersen
Nye græsgange
På Hovedstadens Håndværkercampus får tømreruddannelsen spritnye, moderne værksteds- og undervisningsfaciliteter.
De nye faciliteter er noget, der glæder tømrerfaglæreren Marianne Møller, når hun flytter med resten af faglærerne og eleverne derud.
Det er meget større lokaler, end hvad vi har haft herovre. Skærerummene kommer til at være placeret mere centralt, så det bliver logistisk nemmere at komme til, men selvfølgelig er det en stor omvæltning, som kræver, at der bliver sparket noget ny kultur op siger hun
Den sidste svend
En af de sidste udlærte tømrersvende fra NEXT Tæbyvej bliver 29-årige Søren Olsen, der er udlært i Byberg Byg.
Selvom han ikke bliver en del af uddannelsen i Glostrup, er han fortrøstningsfuld over, at der flytter gode lærere med.
Jeg har været glad for uddannelsen her og lærerne, men ser mest af alt frem til at blive færdig. Nu skal jeg bare i mål med det hele og få overrakt mit svendebrev siger Søren Olsen
