Kunderne i føtex Rødovre Centrum kan se frem til et helt nyt og forbedret varehuse. Med en udvidelse på cirka 800 kvadratmeter i selve varehuset bliver føtex i Rødovre Centrum markant større end i dag. Derudover kommer kunderne til at opleve, at indkøbsoplevelsen fremover bliver langt bedre, og der kommer et større udvalg på hylderne.
"Det er virkelig en gamechanger for os. Vi mangler plads, og det er helt fantastisk, at vi nu får mere af det og samtidig et større udvalg af varer. Det kommer til at give en langt bedre indkøbsoplevelse," siger varehuschef i føtex Rødovre Centrum, Samuel Rutzou.
Der bliver opført en hel ekstra bygning i forlængelse af føtex, som bliver lagt sammen med de eksisterende kvadratmeter, og det giver dermed et længere og større varehus. Foruden udvidelsen bliver føtex i Rødovre Centrum bygget om og får en opgradering. Det betyder blandt andet, at kunderne kan se frem til helt nyt inventar, ny indretning, stort og lækkert åbent køkken med en masse inspiration, større sortiment og det inspirerende måltid og convenience i højsæde. Derudover får varehuset en række nye varer på hylderne især i helsekost-/parfumeafdelingen og ‘food of the world,’ hvor helseområdet bliver dobbelt så stort som i dag.
"Det bliver topmoderne, og vi glæder os helt vildt til at vise det frem for kunderne - også hele vores frugt- og grøntområde får et stort løft, og vi får bedre mulighed for at lave nogle attraktive og spændende torve med temaer. Det er et fantastisk projekt, og det bliver rigtig spændende. Vi er taknemmelige for det gode samarbejde med Rødovre Centrum, så denne udvidelse overhovedet kan lade sig gøre, siger Samuel Rutzou, der lover, at medarbejderne gør sig umage for at hjælpe og oplyse kunderne undervejs i renoveringsprocessen."
Ledelsen glæder sig over udvidelsen
Administrerende direktør i Rødovre Centrum, Jacob Birkbøll, glæder sig også over udvidelsen af føtex.
"Udvidelsen af Føtex er et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af Rødovre Centrum. Kunderne får glæde af både flere kvadratmeter, et større sortiment og en gennemgribende opgradering af varehuset. Samtidig ser vi meget positivt på, at Salling Group vælger at foretage så betydelig en investering i netop Rødovre Centrum. Det styrker centerets samlede tilbud og bidrager til at øge vores tiltrækningskraft over for både lokale kunder og besøgende fra et større opland," siger Jacob Birkbøll.
Håndværkerne er lige nu i gang med at støbe fundamentet til udvidelsen af varehuset. Hvis alt går efter planen, er der en forventning om, at det hele står færdigt i løbet af sommeren 2027.
