Der har i mange år været et stort ønske fra borgerne i Rødovre om at få mere støjafskærmning ud mod Motorring 3, og den omkring to kilometer lange støjskærm kommer til at gøre en stor forskel for naboerne til motorvejen. Ni boliger har fået en markant reduktion af støjen på mere end 6 dB, og knap 700 boliger får en hørbar reduktion af støjen, siger Mette Aakær Møller, projektleder i Vejdirektoratet.
Hurtigt og effektivt arbejde
De forberedende arbejder med rydning af arealet gik i gang i august 2024, og i oktober 2024 tog transportminister Thomas Danielsen, erhvervsminister Morten Bødskov og borgmester i Rødovre Kommune Britt Jensen det første spadestik til støjskærmen langs Motorring 3.Vores entreprenør har arbejdet hurtigt og effektivt, og nu har vi en færdig støjskærm i tre grønne nuancer, som symboliserer Vestvoldens forskellige niveauer, siger Mette Aakær Møller.Det er DAV Nordic, der har været hovedentreprenør på opsætning af støjskærmen. Støjskærmen er placeret op mod Vestvolden, som er en stor fredet vold.
