Vandpris under landsgennemsnit
Selv om borgerne i Rødovre Kommune får en prisstigning på vand, så holder prisen sig fortsat under landsgennemsnittet. Rødovreborgerne skal betale ca. 5,5 øre for at fylde en drikkedunk på en liter. På landsplan lyder gennemsnittet på ca. 8 øre for samme mængde vand.Vi forsøger at holde vandpriserne nogenlunde stabile fra år til år. Det har dog været nødvendigt med en prisjustering for at dække vores udgifter og sikre rent drikkevand til borgerne i Rødovre hver dag, året rundt. HOFOR skal ikke tjene penge på at levere vand, stigningen afspejler kun de øgede udgifter til vandleverancen og vedligehold af et kloaksystem, der også skal kunne lede vandet væk igen fra borgernes lejligheder og huse, siger Henrik Plougmann Olsen, administrerende direktør i HOFOR.
Det betyder prisstigningen for dig årligt
Den konkrete prisstigning i Rødovre Kommune går fra 50,91 kroner til 54,54 kroner for en kubikmeter vand. En kubikmeter svarer til 1.000 liter vand. Det kommer altså til at koste 3,63 kroner mere for hver kubikmeter vand, man bruger. Prisen dækker udgifter til almindelig drift af vand- og spildevandssystemet, kontrol af vandkvaliteten, renovering af vandværker og klimasikring af byen. Prisen er inkl. skatter og afgifter.Fakta om vandpris i Rødovre Kommune
- Kubikmeterpris i 2024: 50,91 kroner
- Kubikmeterpris i 2025: 54,54 kroner
- Vandprisen stiger med 7 pct.
- Gennemsnitligt forbrug per døgn for en borger i Rødovre er: 90 liter.
